1864, Slaget ved Sankelmark

Efter at den danske hær den 5. februar om aftenen fik ordre til at trække sig tilbage fra Dannevirke, gik der på grund af en forrygende snestorm ca. 8 timer inden den preussiske og østrigske hærledelse fik nys om tilbagetrækningen. Et østrigsk rytteri blev om formiddagen den 6. februar sendt efter den danske hær, hvis bagtrop forskansede sig i det smalle pas ved Sankelmark.

Selve slaget var usædvanligt blodigt, fordi begge hærførere, (på dansk side var det Oberst Max Müller for 7. brigades 1. og 11. Regiment) vurderede at slaget skulle afgøres i mand-til-mand kamp. Han opstillede 1. Regiment i det flade og smalle terræn på begge sider af vejen og 11. Regiment et par hundrede meter bagved. Kampen begyndte kl. 15.30, da 1. Regiment gik til bajonetangreb på de østrigske styrker med store tab til følge. 11. Regiment fulgte op med endnu et angreb, men blev slået tilbage. Kampen sluttede ved 17-tiden, da mørket faldt på.

De danske tab ved Sankelmark udgjorde i alt 763 mand, heraf 53 faldne, 157 sårede og resten fangne. På østrigsk side faldt 95 mand, 311 blev såret og 27 savnede. Resultatet af slaget blev, at den danske hær uden forhindringer kunne fortsætte tilbagetrækningen til Dybbøl, hvortil hovedstyrken nåede i løbet af den 7. februar.

I forbindelse med slaget fortælles ofte anekdoten om, hvordan Max Müller udnyttede forskellige egnsbefolkningers temperament i sin slagplan. Hovedparten af soldaterne i 1. Regiment var fra København, mens soldaterne fra 11. Regiment var vendelboere. I følge traditionen tænder københavnerne hurtigt og kæmper voldsomt, men brænder hurtigt ud, vendelboerne er længe om at komme i gang, men til gengæld er mere udholdende. Derfor satte han københavnerne i 1. Regiment ind i første angrebsbølge, og vendelboerne i 11. Regiment ind i den anden.

(Kilde: Johs. Nielsen: "Da Europa gik af lave". Odense Universitetsforlag, 1981).